Hej alle sammen
Ud fra titlen har I nok gættet, hvad dette indlæg handler om. Det handler nemlig om skønhed, kropsidealer og selvtillid. Jeg har en masse at sige om emnet, men I skal huske på, at dette er mine meninger. Det er et frit land, så jeg har ret til at mene de ting, jeg mener. Det samme gælder selvfølgelig også for jer.
Jeg tror, de fleste piger kender til den følelse af at være lige ved at græde over det, man ser i spejlet. Man hader simpelthen alt ved det. Det er en vederstyggelighed. Der er intet, man synes er pænt. Ikke engang bare en lille ting som sine øjne, mund eller måske ens hår. Nej, intet af det ser bare den mindste smule smukt ud. Det er alt sammen grimt. Jeg har prøvet det, og der findes intet, som kan ødelægge en pige som det.
Jeg har altid godt kunne lide mine øjne. De er ingen farve, men alligevel er de alle. Giver det mening? De er blå, grå og grønne, og det virker næsten som om, at de skifter farve fra dag til dag, hvilket, jeg synes, er mega sejt. Og inden i mine øjne er der en masse små gule klatter. Ja, det lyder ikke særlig sexet, men jeg er helt vilde med dem. Eller det var jeg indtil for et par måneder siden.
Jeg har haft en masse problemer med sorte tanker, som bare kunne liste sig ind på mig og så overtage mine tanker. Jeg har endda været meget tæt på at forsøge at begå selvmord. Men jeg har lagt det bag mig, så bare rolig. Dengang var der intet smukt ved mig. Syntes jeg i hvert fald. Alt var grimt. Mit ansigt, selv mine øjne, var grimt. Min krop var forfærdelig. Det er nok noget af det værste, jeg nogensinde har oplevet. Når man hader alt ved sig selv, bliver man nærmest deprimeret. Man føler ikke, man er sig selv. Det er som om, der er en eller anden, som har overtaget ens krop, og man kan ikke styre noget som helst længere. Det kan virkelig ødelægge en. Derfor er det vigtigt at komme ud af sådan en periode så hurtigt som muligt.
Noget af det første, man skal gøre, for at komme ud af det er at lære at elske sig selv igen. Man skal elske alt ved sig selv. Sin krop, sit ansigt, sin personlighed. Hver evig eneste del af sig selv. Man skal elske sig selv, før man kan elske livet eller de folk, som befinder sig omkring sig. Det kan godt være, du synes, du kan være smukkere. Sådan tror jeg faktisk, de fleste har det. Men man skal elske nuet, også den person man er i nuet. Jeg har lært at elske mig selv og min krop. Ja, jeg vil stadig gerne ændre på den, men kun for at gøre den bedre. Jeg elsker den så meget, at jeg ønsker, den skal være den bedste version af sig selv. Det er sådan, forældre også har det. De elsker deres børn, men de ønsker stadig, de skal være den bedste version af sig selv.
Hvis der er dele af dig selv, du ikke elsker, så accepter dem og lad vær med at bekymre dig mere omkring det. Jeg er ikke så glad for min næse. Jeg synes, den er for stor i forhold til resten af mit ansigt, men jeg har lært at acceptere, den er der. Og hvis jeg bare bruger en lille smule makeup omkring øjnene, så er det som om, den ikke længere eksisterer. Jeg gider ikke spilde mit liv på at bekymre mig om, om folk kigger på min næse. Det er livet altså for kort til. Og alle disse latterlige kropsidealer, som er umulige for alle kvinder at opnå, de burde ikke eksisterer. Sundhed er det, vi alle burde bekymre os om. Er vi sunde? Kan det så ikke bare være lige meget, hvordan vi ser ud. Jeg har en veninde, som ikke ser ud til at have ret meget fedt på kroppen, hvis folk, som ikke kendte hende, så hende, ville de nok tro, hun havde en spiseforstyrrelse, men det har hun ikke!! Hun er bare et af de mennesker, som har svært ved at bygge muskel og som ikke har synlige fedtdepoter. Hun har en krop, som de fleste kvinder drømmer om. Men den er hun nødvendigvis heller ikke tilfreds med. Hun ville faktisk hellere have større bryster. Der findes ikke et eneste menneske, som er helt tilfreds med sin krop. Vi kigger altid efter fejl, fremfor de ting vi elsker ved vores kroppe. Og det skal vi altså holde op med. Du er perfekt, som du er. For hvis du ikke var, som du var, ville du ikke være dig!!
Knus
Christine
